Windfeld stopper for Århus Elite
Lars Windfeld stopper på grund af sygdom som koncernchef i Århus Elite. Han har været syg gennem længere tid.
I fire måneder har tidligere målmand for AGF og nu også tidligere koncernchef i AGF, Lars Windfeld, været sygemeldt med stress.
Nu meddeler Århus Elite så, at Windfeld ikke længere er koncernchef i AGF.
- Alle i Århus Elite A/S er dybt berørte af situationen og kede af, at Lars desværre ikke vender tilbage. Århus Elite har under Lars' ledelse gennemgået en flot udvikling, og vi har rigtig meget at takke Lars for. Desværre har Lars' sygdom vist sig længerevarende end umiddelbart antaget, og vi er derfor blevet enige om, at han ikke skal tilbage som koncernchef i Århus Elite. Når Lars igen er rask, vil vi tage en dialog med ham om i hvilken udstrækning, vi kan benytte hans mange styrker i og omkring Århus Elite, siger Torben Bjerre-Madsen, formand for bestyrelsen i Århus Elite A/S.
Ifølge pressemeddelelsen forventer Århus Elite A/S at få en direktør på plads inden sommerferien.
Se meget mere om Windfeld's stop i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er fra klokken 19.30.