Voldsomt regnvejr i vente
Østjylland bliver natten til lørdag ramt af et kraftigt regnskyl. Regnen fortsætter det meste af weekenden.
Der er en rigtig våd weekend i vente - især for østjyderne og fynboerne, bebuder vagtchef Mogens Larsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- I løbet af natten til lørdag og lørdag morgen venter vi, at der falder mellem 20 og 40 millimeter kraftig regn især i Østjylland og på dele af Fyn, hvilket er rigtig meget, siger han.
Det voldsomme regnvejr, der er i vente, får fredag middag DMI til at varsle beredskabsstyrelsen og rigspolitiet.
Regnvejret skyldes ifølge DMI, at varm luft forgæves forsøger at presse de kolde luftlag væk. Også resten af landet får brug for gummistøvler og regnfrakker, men ikke i samme omfang som østjyderne og fynboerne.
Midt på dagen lørdag klarer det op for en stund, og solen får lidt plads, inden bygerne igen tager over sidst på dagen. /ritzau/