Vaskebjørnen er blevet østjyde
Vaskebjørnen lever nu frit i den østjyske natur. Derfor får det lille dyr også bopæl i Aqua Ferskvandscenter i Silkeborg.
Først kom bæveren tilbage i den danske natur, og nu har vaskebjørnen gjort den kunsten efter. Vaskebjørnen er flere gange blevet set i Østjylland, hvor den ligefrem kan finde på at rode i affaldet fra husholdninger, hvis den ikke kan finde almindelig føde i naturen.
Aqua Ferskvandscenter i Silkeborg rummer de dyr, der lever frit i den danske natur, og da vaskebjørnen nu har krydset den dansk-tyske grænse, inviterer centret vaskebjørnen indenfor. Centret præsenterede i dag to unge vaskebjørne for TV 2 / Østjylland, og fremover vil publikum også kunne nyde synet af de små dyr, der ikke tidligere har været almindelige herhjemme.
I modsætning til bæveren er vaskebjørnen dog ikke ligefrem blevet inviteret til Danmark. Mens bæveren blev sluppet fri, har vaskebjørnen selv fundet vej hertil. I Tyskland holder visse familier vaskebjørne som kæledyr, og det er sandsynligvis undvegne dyr, der har krydset grænsen. Vaskebjørnen stammer fra Nordamerika, og den kan være temmelig aggressiv, hvis den føler sig truet.
TV 2 / Østjylland har mere om bæveren i aftenens udsendelser