Unge skader sig selv
En undersøgelse lavet for Randers Kommune viser, at mange af kommunens unge skærer i sig selv.
Det er kendt, at nogle unge i Danmark skader sig selv bevidst ved at skære i deres hud. Begrebet er kendt som "cutting". Hvad der er mindre kendt, er omfanget af den selvdestruktive tendens.
Randers Kommune har fået firmaet Incitare A/S til at lave en undersøgelse, der skal kortlægge problemets omfang i kommunen. Og den viser, at 15 procent af kommunens unge mellem 15 og 22 år inden for det seneste år har skåret i sig selv.
- Der er flere cuttere, end man går og regner med. Og mange taler ikke om deres problem. Sjældent med deres forældre og slet ikke med det etablerede system, der skal hjælpe dem, siger lederen af Familiehuset Berit Svane til Randers Amtsavis.
Se mere om problemet i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er fra klokken 19.30.