Umuligt at sælge tv-rettigheder
Århus får en uventet ekstraregning i forbindelse med det forestående VM i gymnastik.
Når Århus om få dage lægger hus til VM i idrætsgymnastik, følger der en uventet ekstraregning med. Arrangørerne skal nemlig selv betale for at få tv-dækning på det store stævne.
Selvom stævnet samler verdenseliten indenfor gymnastik, så har Dansk Gymnastik Forbund ikke kunnet sælge tv-rettighederne til en dansk tv-station. Da aftalen er, at VM skal tv-dækkes, så må Dansk Gymnastik nu ud og betale DR for at optage VM.
- Og det er da ærgerligt, siger formanden for organisationskomiteen, Århus-rådmand Flemming Knudsen (S) til Østjyllands Radio.
- Nu skal der løbes lidt stærkere, og der skal hentes flere sponsorkroner hjem. Han vil dog ikke sætte beløb på, hvor meget det koster at få DR til at optage VM, men det kan da nemt koste et par millioner, mener han.
Samlet anser han dog stadig VM, som er den største idrætsbegivenhed i Århus nogensinde, for en god forretning. - Alle beregninger viser, at der både økonomisk og pr-mæssigt er en gevinst ved så stort et stævne, siger Flemming Knudsen. /ritzau/