Trivsel skal på skoleskemaet i Østjylland
Nyt projekt skal hjælpe skolerne af med mobning
36 procent af landets skoler har ikke en antimobbestrategi, og det er, selvom loven faktisk kræver, at de har det. Det skal der nu laves om på, derfor har 89 skoler i Region Midtjylland sagt ja til at være med i et nyt projekt.
Projektet, der hedder "Min skole - Min ven" , består af en række undervisningsaktiviteter, der skal gøre, at der bliver snakket om udfordringerne ude på skolerne.
- Vigtigheden af at arbejde med trivsel gør sig gældende for elever på alle klassetrin. Det er vigtigt, at vi kontinuerligt arbejder med trivsel, og at eleverne lærer at udvise tolerance og forståelse for hinandens forskelligheder, siger lærer på Skt. Knuds Skole i Aarhus Lars Odgaard.
Øget trafik gav debut til skolepatrulje
Projektet kommer i forbindelse med skolernes Trivselsdag den 4. marts, hvor der er lagt op til, at skolerne gennemfører undervisningsaktiviteterne. Efter projektet er slut vil Red Varnet og Call me, som står for projektet, udråbe regionsvindere som skal deltage i konkurrencen om at blive Danmarks bedste trivselsskole.
- Trivsel og mobning følges oftest ad, og det er vigtigt, at både børn, unge, fagfolk og forældre taler om det. Netop den gode dialog skal Min skole - Min ven bidrage til. Vores mål er at hjælpe skolerne med at få sat trivsel på skoleskemaet, så skolerne opnår et bedre og sundere mentalt miljø og samtidig opfylder lovkravet om at have en antimobbestrategi, som mange skoler fortsat mangler, siger Jonas Keiding Lindholm, der er generalsekretær i Red Barnet.