Tre unge rejst til Syrien

To menes at have tilknytning til den omstridte Grimhøjmoské i Aarhus. Den sidste er fra Grenaa

02:45

1 af 2

Tre unge fra Østjylland er angiveligt rejst til Syrien i februar.

Der er ifølge politiet tale om to kvinder på 21 år og en mand på 23 år, oplyser Østjyllands Politi til Jyllands-Posten.

Manden og den ene kvinde er angiveligt rejst af sted sammen, og de to menes at have tilknytning til den omstridte Grimhøjmoské i Aarhus. En kilde i moskeen bekræfter over for avisen, at de to er rejst til Syrien.

Ifølge politiet har manden tidligere forsøgt at rejse til Syrien, dog uden at komme ind i landet.

- Den 23-årige mand har været i vores program og været en udfordring for os. Vi har prøvet at rådgive ham og forklare, at det ikke er en god idé at rejse til Syrien, men det har åbenbart ikke haft gennemslagskraft, siger Allan Aarslev, politikommissær ved kriminalpræventiv sektion i Østjyllands Politi, til Jyllands-Posten.

Se: DF revser Aarhus-modellen

Dermed ser det ellers succesfulde Aarhus-program ud til at have udfordringer efter et 2014 med gode resultater. Hos Østjyllands Politi erkender man, at deres antiradikaliseringsprogram ikke kan bremse alle.

- Man skal være mere end optimist for at tro, at man redder hele verden med denne indsats. Vi har længe ventet, at det ville ske før eller siden. Det glæder os bare, at rejseaktiviteten er faldet, siger Allan Aarslev.

Den anden 21-årige kvinde, der menes at være rejst til Syrien, er ifølge Jyllands-Postens oplysninger fra Grenaa og stammer fra Tjetjenien i Kaukasus.

I videoen ovenfor kan du se TV 2 | ØSTJYLLANDs interview med Allan Aarslev.