Tre anholdt for B & O-tyveri
Politiet i Århus har sigtet tre mænd for et villaindbrud i går i Malling. De to af mændene blev anholdt i Midtbyen i nat.
27. feb 2004, kl. 12:07
Mere end 30 dage gammel
Politiet i Århus anholdt i nat to mænd, der sættes i forbindelse med et villaindbrud i går i Malling. Her blev der blandt andet stjålet B & O-udstyr for 55.000 kroner. Politiet fandt deres bil i nat i Århus Midtby.
Den yngste på 19 år blev anholdt med tyvekosterne og ting fra andre indbrud. Kort efter kunne politiet også anholde hans kammerat på 26 år. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag.
Politiet har i formiddag yderligere anholdt en 22-årig mand i sagen, og han fremstilles også i grundlovsforhør i dag. Den 19-årige er derimod løsladt efter afhøring.