Torden og regn på vej til festival-folket
Torsdag skinner solen på festivalgæsterne i Skanderborg. Sidst på aftenen kommer vejrguderne dog i dårligere humør.
Der er god grund til at investere i paraply, regntøj og gummistøvler, hvis man i de kommende dage befinder sig på Danmarks Smukkeste Festival.
Ifølge meteorolog Per Fløng fra TV 2 Vejret er der fra sent torsdag aften udsigt til, at tunge skyer med regn vil trække sig sammen over festivalpladsen og sende spandevis af vand ned over det musikglade publikum.
Og som om det ikke skulle være nok: Der er også mulighed for, at regnen bliver suppleret af en ordentlig omgang tordenvejr, selv om prognosen dog på dette punkt er en smule usikker.
Indtil torsdag aften er der til gengæld gode muligheder for, at solen vil skinne over Skanderborg-egnen, og opfordringen til festivalgæsterne må derfor være: Nyd solen så længe det varer...
Du kan se en aktuel vejrudsigt ved at klikke på linket i boksen til højre på denne side.