Topscorer tabt for Århus GF
Håndboldklubben Århus GF mister en af sine største profiler. Kasper Søndergaard har meddelt klubben, at han skifter.
Århus GF kommer i næste sæson til at skulle klare sig uden sin målsluger Kasper Søndergaard.
Den århusianske håndboldklub erkender, at den stærke højre back er tabt efter denne sæson.
- Vi havde meget gerne set, at Kasper Søndergaard spillede hos os også i næste sæson, men han har desværre meddelt os, at han har valgt en anden klub, siger Århus GF's direktør Henrik M. Jacobsen til Århus Stiftstidendes fredagsudgave.
Direktøren understreger, at det ikke er økonomien, der skiller parterne, og at Århus GF godt kunne matche Søndergaards øvrige tilbud på det punkt.
- Vi gik langt i vores tilbud, men vi må bøje os for, at Kasper Søndergaard valgte at vægte andre ting, og mente at andre klubber bedre kunne opfylde dem, siger Henrik M. Jacobsen.
Det er stadig ikke officielt, hvor landsholdsspilleren fortsætter karrieren, men Ekstra Bladet har tidligere meldt ud, at Kasper Søndergaard vil skifte til de danske mestre fra Kolding. /ritzau/