Tasketyve stjal fra 65-årig
Tre mænd anholdt efter at have stjålet en taske med et par hundrede kroner. Hundepatrulje fandt gerningsmændene.
En 65-årig kvinde mistede tirsdag middag sin taske med et par hundrede kroner og andre ting under et tasketyveri i Finlandsgade i Århus.
Ofret sad og ventede udenfor en klinik, hvor hun skulle til behandling. En mand kom gående forbi, og da han passerede ofret, stjal han hendes taske og stak af sammen med to andre, han var sammen med.
En halv times tid senere fandt en af politiets hundepatruljer frem til de tre mænd, der blev anholdt.
Tasken, som mændene havde smidt fra sig under flugten, blev fundet, og de stjålne penge havde de på sig.
Det viste sig, at tasketyvene var fulgt efter ofret fra en bank i midtbyen, hvor de troede, hun havde hævet mange penge. De skyggede herefter ofret i en bus, gennem Storcenter Nord og videre til Finlandsgade, indtil de fandt et egnet sted til at stjæle tasken.
Tre mænd på 16, 17 og 29 år blev anholdt og sigtet for tyveriet. De blev løsladt senere på aftenen.