Sygeplejersker tilbage i kitlen
Efter otte ugers strejke er sygeplejerskerne tilbage på de østjyske sygehuse, og det er godt for patienter og ansatte.
Mere end otte uger med nødberedskab har sat sine spor på sygeplejerskerne, patienter og ventelister, men nu er det slut.
På Neurologisk Afdeling på Århus Sygehus var der glæde hos sygeplejerske Marie Plesner, da hun søndag kunne tage sig af patienterne igen.
- Nu kan jeg igen gøre alt det, som jeg ved, er den gode sygepleje. Det er rigtig lækkert, siger hun til Århus Stiftstidende.
Den gode sygepleje er blandt andet et rigtigt bad i stedet for etagevask.
Men det er ikke kun patienterne, der har mærket konflikten. Ny-ansatte venter stadig på oplæring, og sygeplejerskestuderende på at komme i praktik. Det er blandt de opgaver, der nu skal løses på sygehuse i Østjylland og resten af landet.