Studerende hjælper erhvervsliv
Succes for tæt samarbejde mellem virksomheder og studerende fra Handelshøjskolen og universitetet i Århus.
En ny analyse viser, at studerende fra Aarhus Universitet og byens handelshøjskole er med til at udvikle erhvervslivet, allerede mens de er i gang med studierne.
Årsagen er Projektzone.dk, som universitetet og Handelshøjskolen i Århus etablerede i 2004 for at etablere samarbejde mellem erhvervsledere og studerende fra de to uddannelsessteder. Samtidig baner de vej for ansættelse af akademikere i mindre virksomheder.
- 400 virksomheder har på et år indgået ca. 750 samarbejder med studerende fra Aarhus Universitet og Handelshøjskolen i Århus. Det er langt flere, end vi turde håbe på, siger konsulent Rasmus Jakobsen fra Projektzone.dk.
Mange af de involverede virksomheder er små og har ikke tidligere samarbejdet med akademikere. /ritzau/