Stor interesse for karrieremesse
Finanskrisen har skabt rift om ledige jobs. Flere tusinde studerende forventes at besøge karrieremesse i Århus.
Danmarks største karrieremesse, Karrieredagene, åbner onsdag dørene i Århus.
På i alt 60 opstillede stande forsøger danske virksomheder at hverve nye ansatte blandt østjyske studerende.
Ifølge arrangørerne er der ekstra rift om jobbene på grund af finanskrisen. Og der er desuden øget interesse for at sikre sig økonomisk i tilfælde af arbejdsløshed.
I går var Karieredagene i Aalborg, hvor der blandt andet var stor interesse for arbejdsløshedsforsikring. Hos CA a-kasse stod de besøgende i kø for at komme til at høre om a-kassens tilbud om både økonomisk sikkerhed og karriereudvikling.
I lyset af finanskrisen havde CA's salg- og marketingchef Jimmy Buchmann regnet med 20 procent flere nyindmeldelser end i 2008, men det var sat alt for lavt.
- Vi har fået dobbelt så mange nye medlemmer på Karrieredagene i Ålborg end vi fik sidste år. Krisen har ramt jobmarkedet. Der er færre jobs at finde på messen, og så kan de fleste godt se fornuften i at lægge vejen forbi a-kassen, siger Jimmy Buchmann i en pressemeddelelse.
Se mere i onsdagens udsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND's klokken 19.30.