Stjålne biler på vej mod Afrika
To luksusbiler, der var stjålet i Silkeborg, fundet i containere på havnen i Århus.
Gennem et samarbejde mellem toldvæsnet og politiet lykkedes det i går toldere på Århus Havn at finde to stjålne biler til en samlet værdi af en million kr. i to containere. Containerne, hvis indhold officielt var køleskabe, var klar til at blive læsset om bord på et skib til det vestafrikanske land Gambia.
De to biler er henholdsvis en Porsche Cayenne og en Audi A6. Begge blev for en måned siden stjålet fra en adresse på Sølystvej i Silkeborg, efter tyvene først var brudt ind i huset og havde taget bilernes nøgler. Poliet eftersøger nu en afrikansk mand, der er mistænkt for at stå bag tyveriet.
Kriminalinspektør Ole Madsen, Århus Politi, oplyser til TV2 / ØSTJYLLAND, at politi og toldvæsen fremover vil være mere på vagt overfor kriminelles brug af Århus Havn til smugling.
Se mere i TV2 / ØSTJYLLAND kl. 19.30.