Stjal eksklusive jakkesæt
Rippede garderobe for dyrt tøj
5. jun 2014, kl. 11:18
Mere end 30 dage gammel
Det var tilsyneladende en tyv med sans for eksklusivt tøj, der tidligere i denne uge brød ind i en villa i Aarhus-forstaden Risskov.
Ifølge Østjyllands Politi kom gerningsmanden ind i boligen på Myntevej ved at bryde et stuevindue op med et koben eller en skruetrækker.
Derefter stjal han mellem fem og ti jakkesæt af mærket René Lezard.
Derudover lykkedes det ham også at stjæle flere smykker, oplyser politiet.
Tyveriet blev anmeldt til politiet i går, onsdag.