Spøgelsesbilist
En mand indlagt med livsfarlige kvæstelser efter sammenstød
En spøgelsesbilist forårsagede natten til søndag et voldsomt sammenstød på motorvej E 45 ved Purhus nord for Randers, da han kom kørende mod færdselsretningen på den nordgående motorvej. Her stødte bilisten sammen med en bil, der var på vej nordpå, oplyser vagthavende ved Randers Politi. Sammenstødet var meget voldsomt, og føreren af den bil, der kørte i den rigtige retning, blev klemt fast. Føreren af bilen ligger fortsat i livsfare på Århus Sygehus. Politiet har endnu ikke kunnet identificere manden. Spøgelsesbilisten - en 39-årig nordmand - har forklaret, at han kørte på motorvejen ved Hobro, og først en halv snes kilometer senere opdagede han, at han var kørt i den gale retning. Han var ved at vende bilen, da ulykken fandt sted lidt efter halv fire natten til søndag. Den norske bilist havde sin tiårige søn med i bilen. Ingen af dem kom noget alvorligt til, men er indlagt til observation på Randers Centralsygehus. En blodprøve skal nu vise, om det var alkohol, der fik den norske bilist til at køre galt.