Spion-retssag kan trække ud
Det kan tage uger, måneder eller år, før der falder dom i sagen mod den spiontiltalte århusianer i Israel.
De har ikke set ham, siden han rejste til Israel i slutningen af december. Onsdag bliver familien til den spiontiltalte danske statsborger dog en smule klogere på, hvad fremtiden bringer, når sagen tager sin begyndelse i retten i Tel Aviv.
- Jeg talte med ham i sidste uge. Han siger, at han er uskyldig og savner os meget, fortæller den fængsledes 35-årige hustru.
Den spion-tiltalte århusianer blev anholdt den 6. januar under en rejse i Libanon og Israel. Under rejsen blev den 39-årige automekaniker anholdt af sikkerheds- tjenesten Shin Bet og sigtet for at spionere for den militante organisation Hizbollah.
Når retssagen onsdag tager sin reelle begyndelse efter flere udsættelser bliver familien formodentlig en smule klogere på, hvor lang tid sagen vil stå på, og hvilke vidner anklagemyndigheden vil bruge i sit forsøg på at få danskeren dømt.
- Det eneste vi ved på nuværende tids-
punkt er, at det vil tage lang tid, siger
broderen til den fængslede. /ritzau/