Snestorm på vej: Østjyderne står fredag op til hvide veje
Se, hvornår meteorologerne vurderer, at sneen vil ramme Østjylland
"Hvor bliver snevejret af?", spørger mange måske sig selv om, når de kigger ud af vinduet torsdag aften.
Det kan være svært at forestille sig, at op til 10 centimeter sne er på vej til at dække Østjylland, men ikke desto mindre er det den seneste prognose fra både DMI og TV 2 | VEJRET.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt en landsdækkende melding om risiko for snestorm natten til fredag og fredag morgen.
Vagthavende meteorolog Frank Nielsen fortæller til tv2oj.dk, at sneen vil bevæge sig sydfra og derfor ramme eksempelvis Horsens og Skanderborg først.
- De første steder vil det begynde rigtig at sne omkring klokken to, mens det i eksempelvis Aarhus og Randers først er ved tre-fire-tiden i nat, siger han og vurderer, at det kraftigste snefald vil kunne opleves mellem klokken fire i nat og klokken ni fredag morgen.
Østjylland rammes af op til 12 centimeter sne i nat
Sneen bliver liggende
Meldingen om snestorm skyldes, at der udover en forholdsvis stor snemængde på kort tid også vil blæse 10-15 meter i sekundet. En snestorm karakteriseres nemlig ved, at der falder mere end 10 centimeter sne på seks timer og blæser mindst 10 meter i sekundet.
Blæsten betyder, at der vil være risiko for fygning fredag morgen. Bilisterne skal derfor være ekstra påpasselige og køre hjemmefra i god tid, lyder meldingen.
- Det kan være en farlig cocktail i trafikken, siger Frank Nielsen fra DMI.
Til dem, som er glade for udsigten til sne, har DMI en ekstra god nyhed i ærmet: Sneen bliver liggende.
- Børn og andre, der gerne vil fornøje sig i sneen kan nå det hele fredagen og nok også lørdagen med, hvis de står tidligt op. Der bliver en 1-2 plusgrader lørdag, men vi forventer, at sneen først vil begynde smelte for alvor i løbet af søndagen, siger Frank Nielsen.
Øverst i artiklen kan du se en video med TV 2 | VEJRETs prognose for, hvordan vejret bliver i morgen og de kommende dage.