Småaktionærer i Mols-Linien: Stemmer mod en afnotering
Kort før generalforsamlingen opjusterede ledelsen i Mols-Linien forventningerne til overskuddet i 2015 med 10 mio. kr.
Ved dagens generalforsamling hos Mols-Linien er der specielt ét af punkterne som er i fokus hos småaktionærerne, da der skal stemmes om, hvorvidt selskabet skal afnoteres på børsen.
Foreningen af Småaktionærer i Mols-Linien har gennem måneder arbejdet mod en afnotering og for en ATP/TDC model, hvor selskabet bliver på børsen til glæde for de flere tusinde småaktionærer, medarbejdere, kunder og lokalsamfundet.
Og selv om kapitalfonden Polaris sidder på flertallet af stemmerne, så mener småaktionærerne, at debatten er vigtig.
- Jeg forventer en livlig debat til dagens generalforsamling. Der er godt nok ikke spænding om udfaldet af afstemningen, da Polaris selv har flertallet til at stemme det igennem, men for os små-aktionærer er det vigtigt at få frem på dagens generalforsamling, hvorfor vi ønsker at beholde Mols-Linien på børsen, siger Thomas Tang, der er talsmand for Mols-Liniens Småaktionærer.
Opjustering af overskud
En af de vigtigste årsager for de småaktionærerne er, at de selv kan blive ved med at handle deres aktier.
- Hvis Mols-Linien bliver taget af børsen, så skal vi blindt følge i Polaris' fodspor de næste fem-syv år, indtil Polaris en dag beslutter, at nu vil de sælge, og så først til den tid har vi reeelt mulighed for at handle vores aktier, siger Thomas Tang.
Kort inden generalforsamlingen opjusterede det ombejlede færgeselskab Mols-Linien forventningerne til overskuddet i 2015, oplyste selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Hvor Mols-Linien hidtil har ventet et overskud på 50-60 mio. kr. i år, venter ledelsen i selskabet nu, at overskuddet kommer til at lande på 60-70 mio. kr.
Se Thomas Tang tale små-aktionærernes sag i videoen ovenfor.