Skolebrand kan koste millioner
Århus Kommune kommer til at betale regningen for branden på Strandskolen, hvis ikke gerningsmændene kan findes.
16. jul 2008, kl. 08:33
Mere end 30 dage gammel
Den brand, der tidligt mandag morgen hærgede dele af Strandskolen i Risskov, kan komme til at koste Århus Kommune dyrt.
Strandskolen er, lige som kommunens øvrige bygninger, med i en såkaldt selvforsikringsordning.
Det betyder, at eventuelle skader skal betales med penge fra kommunens egen pulje. Det skriver JP Århus.
- I stedet for at betale præmie til et forsikringsselskab beholder kommunen selv pengene i en pulje, siger Jacob Hansen Beuschau, der er sektionsleder i Børn- og ungeafdelingen i Århus Kommune.
Østjyllands Politi er færdige med de tekniske undersøgelser på stedet, men der er fortsat ingen spor efter gerningsmændene.