Silkeborgs målsluger færdig

Silkeborg må spille hele efteråret uden topscorer Kim Olsen, som har pådraget sig en alvorlig knæskade

Silkeborgs målsluger Kim Olsen kommer formentlig ikke til at spille fodbold mere i 2005. Den 26-årige angriber fik fredag den triste besked, at hans korsbånd i knæet er revet over. Det betyder operation og efterfølgende genoptræning, som kan løbe op i seks til ni måneder. En kikkertundersøgelse viste, at både det forreste og bageste korsbånd er revet over, ligesom ledbåndene er delvist overrevet. - Jeg er fuldstændig knust. Jeg kan slet ikke overskue det her og er fuldstændig nede i kulkælderen. Det er simpelthen ikke til at holde ud, siger Kim Olsen til Silkeborgs hjemmeside. Mens Kim Olsen boltrede sig på diverse fodboldstadions med 11 mål i forårets 15 superligakampe for Silkeborg, så gik det galt for topscoreren i sin ferie, da han trådte forkert under lidt hyggebold med vennerne hjemme i haven.

/ritzau/