Silkeborg IF i problemer på Fyn
Superligaklubben Silkeborg IF fik med stort besvær hevet sejren hjem mod fynske Dalum.
15. sep 2005, kl. 10:54
Mere end 30 dage gammel
Silkeborg IF er med hiv og sving videre i pokalturneringen i fodbold.
Silkeborgenserne mødte den fynske 2. divisionsklub Dalum, der på papiret burde være en temmelig overkommelig modstander.
Den østjyske superligaklub spillede imidlertid en kamp langt under vanlig standard, og først i de sidste minutter af den forlængede spilletid formåede holdet at score det afgørende mål til slutresultatet 0-1.
Målet blev sat ind af den 22-årige angriber Søren Philipp. Uden hans scoring skulle kampen have været afgjort ved straffesparkskonkurrence.