Silkeborg er årets østjyske erhvervskommune
Der er mest gang i erhvervslivet i Silkeborg, hvor i mod Odder ligger helt i bund. Se hvordan din kommune er placeret her.
Trods udflytningen af Mascot er der mest gang i hjulene i Silkeborg Kommune. Det viser en helt ny undersøgelse fra Børsen.
Avisen har baseret sin rangliste på virksomhedskoncentrationen, selskabsskatteindtægter, kommunens iværksætteri samt antallet af privat ansatte på tværs af kommunerne.
Hver af de fire ovenstående ting, der er blevet målt på, er et gennemsnit af væksten gennem de seneste fire år.
Formanden for Erhverv Århus er skuffet over Århus Kommunes relativt beskedne ottende plads.
- I Århus er der virkelig mange muligheder for at gøre sig gældende som en af landets bedste erhvervskommuner. Derfor burde vi i virkeligheden også ligge højere oppe listen, siger Peter Kjær, der er formand for Erhverv Århus til Børsen.
Han tilføjer, at Århus Kommune nu må lægge sig i selen for at tiltrække nye virksomheder.
Se meget mere om hvorfor der er gang i den i Silkeborg i TV 2 | ØSTJYLLAND's nyhedsudsendelser i løbet af dagen.