SIF stormer mod superligaen
Silkeborg IF nærmer sig superligaen efter en storsejr over Brønshøj. Randers FC er stadig med i topkampen efter sejr over B1913.
Silkeborg IF tog i aftes endnu et skridt mod landets bedste fodboldrække ved på hjemmebane at besejre Brønshøj med 6-0. Topscorer Rajko Lekic blev med tre scoringer endnu engang dagens mand, og han var dermed medvirkende til, at Silkeborg konsoliderede sin førsteplads i toppen af 1. division.
Også Randers FC fik tre vigtige point på kontoen i forbindelse med gårsdagens runde. Randrusianerne besejrede på udebane bundholdet B1913, og med sejren halede klubben ind på Horsens, der kun formåede at spille uafgjprt mod Sønderjyske. Horsens ligger med 52 point stadig på den andenplads, der giver oprykning til superligaen, men forspringet til Randers FC er nu kun på ét point.
I bunden af 1. division må FC Aarhus med et nederlag på 3-0 til Køge konstatere, at chancerne for at undgå nedrykning efterhånden er minimale.