Seks anholdt i stor aktion

Indbrud og hæleri i millionklassen

Tirsdag formiddag slog Østjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi til i en fælles koordineret aktion, hvor seks mænd blev anholdt i og omkring Aarhus og Horsens.

De seks mænd blev anholdt og sigtet for indbrud i private hjem og virksomheder og for groft hæleri, oplyser politiet.

I forbindelse med anholdelserne blev der foretaget ransagninger på flere adresser i Østjylland, hvor der blev fundet genstande, som stammer fra indbrud og hæleri.

Værdien af de stjålne effekter er endnu ikke gjort endeligt op, men politiet skønner, at der er tale om et betydeligt beløb, som på nuværende tidspunkt vurderes at være flere millioner kroner.

- Jeg er meget tilfreds med dagens fælles aktion. Indbrud er en rigtig ubehagelig oplevelse for de, som det går ud over og efterspørgslen på tyvekoster fra hælerne er en medvirkende årsag til, at der fortsat begås mange indbrud, siger vicepolitiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet vurderer, at der er tale om organiseret indbrudskriminalitet og hæleri, som også går ud over Danmarks grænser.

- Det er en stor tilfredsstillelse, når det lykkes at afsløre, hvad der tegner til en rigtig god og stor sag, siger Carit Andersen.

De seks mænd, på henholdsvis 25, 29, 30, 36, 39 og 52 år, bliver i morgen, onsdag, fremstillet i grundlovsforhør i Horsens, hvor der vil blive anmodet om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

Af den grund ønsker politiet ikke at komme med yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.