Se her, hvad der sker i Østjylland i weekenden
Der er fyldt op i begivenhedskalenderen i Østjylland i den her weekend
Ved du endnu ikke, hvad du skal bedrive din weekend med, så kommer her en række forslag.
Aarhus
Fredag åbner Street Food Festival Aarhus på Godsbanen, hvor man blandt andet kan smage på retter fra Mexico, Japan, Thailand, Argentina, Frankrig og Australien.
Er man i hopla til at danse lidt, giver Scarlet Pleasure kl. 20 koncert i Tivoli Friheden.
Er det for poppet, så åbner GrimFest også fredag - en tredages festival i Brabrand med blandt andet hiphop, indie og elektronisk musik på programmet.
Søndag afsluttes EM i atletik for veteraner med en løbefolkefest, hvor alle er inviteret til at deltage i et halvmaraton sammen med nogle af Europas bedste løbere.
Skanderborg
Fredag tilbyder Hotel Julsø i samarbejde med Hjejlen A/S en aftensejlads med afgang fra Ry bådehavn kombineret med en kulinarisk oplevelse på Hotel Julsø.
I Skanderborg er der Mosstock Festival - Danmarks Ældste Musikfestival, som er inspireret af tressernes Woodstock festival i USA. 20 bands spiller på den 47. festival.
Søndag åbner KærligHeden på Smukfest.
Silkeborg
I Silkeborg vil der fra og med i dag og resten af weekenden myldre med liv på og ved Silkeborg Langsø. Her vil mere end 300 roere fra Danmark, Sverige, Norge og Finland dyste i de nordiske ungdomsmesterskaber i kajak. Klokken 18 er der åbningsceremoni, hvor Prinsens Musikkorps vil spille alle nationalmelodier, mens de forskellige landshold marcherer ind på stævnepladsen i bedste OL-stil.
StreetAttack indtager Bindslevs Plads lørdag, hvor der vil være flere former for gadesport, blandt andet skateboard, streetfodbold med med spillere fra Silkeborg IF og deltagere fra Aarhus Parkour.
Søndag afholder Museum Silkeborg sit traditionelle Jernaldermarked hvor museumshaven bliver en jernalder markedsplads der syder af liv og aktivitet for børn og voksne.
Odder
I Odder er der i weekenden Musik under Bøgen. Byfesten åbner fredag med optog, sang, dans og spise- og øltelte med live-musik. Lørdag bliver Østjyllands største kræmmermarked afviklet, og der vil være veteran-billøb og musik.
Har man lyst til noget mere alternativt, kan man i en nedlagt tekstilfabrik i Odder se et kunstprojekt, som to unge mennesker står bag. Det hedder STÆMPEL, og fredag er der fernisering, hvor blandt andre Uffe elbæk kommer.
Randers
I Randers er det ved at være sidste chance for at se Naturtalentshowet i Randers Regnskov.
Læs også
På Kyst- og Fjordcenteret er der aktiviteter for hele familien hele weekenden.
Er man mere til kunst og musik, så er der kunstudstilling på Gaia Akademi, hvor mennesker med særlige behov viser deres afslutningsprojekt frem. I Memphia Mansion er der omvisning lørdag og søndag kl. 12.
Grenaa
På Kattegatcentret kan man både lørdag og søndag formiddag smage på og lære om tang. Det er en del af Europæisk Region for Gastronomi 2017.
Derudover kan man i Kattegatcentret opleve træning og fodring af tropiske hajer.
Ved Rådhustorvet er der hver lørdag i sommerperioden loppemarked.
Ebeltoft
Lørdag formiddag inviterer pilgrimspræst Elisabeth Lidell til pilgrimsvandring i Nationalpark Mols Bjerge, hvor man vandrer cirka 16 km.
På Femmøller Strand er der lørdag musik i teltet med Mikkel Bøggild og Henrik Møller Peterser, der byder på populære numre fra de seneste årtiers folk, rock og country
Søndag kan man tage med veteranskibet Skødshoved på en fascinerende tur af den gamle parketskibsrute fra Ebeltoft til Nappedam - arrangeret af Nationalpark Mols Bjerge.
Horsens
I Horsens er der fredag og lørdag Rock i Lunden, hvor blandt andre Lis Sørensen, Gnags og Krebs og Falch spiller.
I Horsens Ny Teater bliver der lørdag vist sommerforestillingen Robin Hood. Historien genfortælles i "rock-teater form" - en nyfortolkning af det gamle eventyr - arrangeret af Komediehuset.
Samsø
I aften giver Bent Fabricius Bjerre koncert på Brundby Rockhotel og lørdag er det Pernille Rosendahl.
Flere steder tilbyder vinsmagning i løbet af weekenden. Fredag er det i Den Gamle Købmandsgård, og lørdag er der åben i vinmarken hos Samsø Vinsyndikat i Alstrup.
Lørdag er der også golfturnering på Samsø Golfbane.
Favrskov
På Ulstrup slot kan man lørdag og søndag se store træstammer blive omdannet til fantastiske skulpturer med motorsav, når slottet åbner op for en alternativ kunstudstilling.
Clausholm slot inviterer også indenfor. Man kan se rigt udsmykkede sale og gemakker samt originale møbler fra 1700-tallet.
I Hadsten kan man besøge det mobile legelandskab MY PLAYGROUND, som er en del af Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad.