Sådan undgår du at blive stanget
Hjortene i blandt andet Dyrehaven i Århus er i brunst og kan derfor være aggressive. Se her hvordan du undgår uønsket kontakt med brunstige hjorte.
I sidste uge var en bare to-årig pige tæt på at miste synet, da hun blev stanget af en hjort i Dyrehaven i Århus.
Og for tiden er der ekstra grund til at være forsigtig, når man færdes i nærheden af hjorte. Dyrene er nemlig i brunst, og derfor optræder de til tider meget aggressivt.
- Der er tre ting, man skal være særligt opmærksom på. Der er afstand, hunde og fodring. Man skal holde god afstand til dem, og det er rigtigt dumt at gå hen og klappe dem på den her årstid. Så skal man lade være med at fodre dem. Jeg ved godt, at man godt må fodre dyrene i Dyrehaven, men jeg synes, at man skal lade være. Og så skal man ikke tage sin hund med ind i indhegningen. Det bliver de nervøse ved, siger Henrik Sell, der er biolog og vicedirektør ved Naturhistorisk Museum i Århus.