Så skal Årets Østjyde kåres
Det er igen blevet tid til at hædre en østjyde, der har udrettet noget ud over det sædvanlige. Og vi har brug for din hjælp!
Fra og med i dag, fredag, har du mulighed for at indstille en person til den ærefulde titel som Årets Østjyde 2009.
Det kan for eksempel være sportsfolk, der har begejstret tv-seere og tilskuere igennem deres præstationer, eller personer, der bruger tid og energi på at hjælpe andre.
Efter 2. december udvælger en dommertrio bestående af eks-politikeren Louise Gade, racerkøreren Casper Elgaard og entertaineren Carsten Knudsen de seks kandidater, der går videre til finalen søndag den 20. december i Turbinehallen i Århus.
Under finaleshowet er det TV 2 | ØSTJYLLAND's seere, der via SMS-stemmer afgør, hvem der skal løbe med hæderen.