Ring-kaos rammer alle
Risiko for dårligere kollektiv trafik i Østjylland
Den skrottede betalingsring omkring København risikerer nu at betyde ringere kollektiv trafik i Østjylland, mener Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen.
Han ser en risiko for, at det bliver borgere i det øvrige Danmark, der kommer til at betale prisen.
- Trængselsringen skulle have skaffet 1,5 til 2 milliarder kroner til billigere og bedre kollektiv trafik i hovedstadsområdet. Når trængselsringen droppes, forsvinder københavnernes eget bidrag til bedre og billigere kollektiv trafik og Hovedstadens pres på de statslige midler vokser. Det forringer muligheden for at få penge til forbedringer af den kollektive trafik i Østjylland, siger Per Clausen i en pressemeddelelse.
- Derfor er det afgørende, at vi hurtigst muligt får en erstatning for trængselsafgiften på plads. Bilkørsel i områder, hvor der er store trængselsproblemer, bør pålægges an afgifter og her kan vi ikke vente på, at sofistikerede tekniske løsninger kan komme til at fungere.
Derfor vil Enhedslisten foreslå, at der tages initiativ til at indføre en vignetordning i København og i andre områder med trængselsproblemer.
Det vil reducere trængslen og skaffe flere penge til investeringer i den kollektive trafik, siger Per Clausen.