Rådmand klager over alarmcentralen
SFs rådmand i Århus, Dorthe Laustsen, forsøgte at få en ambulance til en medarbejder, men måtte parlamentere i fem minutter.
Det er en oplevelse, der ligger en uge tilbage, som har fået SFs Dorthe Laustsen til at indsende en officiel klage til direktøren for Østjyllands Politi, Jørgen Ilum.
Rådmand for sundhed og omsorg var til julefrokost på restaurant Svineriet i det indre Århus. Men hyggen blev forstyrret, da en 61-årig mandlig medarbejder pludselig fald om, skriver Århus Stiftsidende.
Dorthe Laustsen ringede 112 fra sin mobiltelefon med det samme, men politimanden, der modtog alarmopkaldet ville ikke umiddelbart sende en ambulance til stedet.
- Efter flere spørgsmål måtte jeg overlade røret til en af to sygeplejersker, der var til stede blandt personalet. De var ikke i tvivl om, at der var brug for hurtig hjælp og insisterede på at få en ambulance, fortæller Dorthe Laustsen til avisen.
Først efter fem minutter indvilgede politmianden i at sende en ambulance. Det viste sig senere, at medarbejderen var blevet ramt af en blodprop.
- Vi vil nu lytte båndoptagelsen af samtalen til alarmcentralen igennem, og jeg har tilbudt Dorthe Laustsen at lytte med, hvis hun har lyst. På den baggrund vil vi vurdere klagen, og det vil ske hurtigt. Måske i begyndelsen af næste uge, siger Jørgen Ilum.