Postarbejdere syge af diesel-os
Diesel-os fra banegraven gør ansatte i postcentret syge. I Bruuns Galleri giver diesellugten også de ansatte hovedpine.
I de tidlige morgentimer er luften ikke frisk omkring banegården i Århus. Adskillige tog varmer op til dagens ture og sender diesel-os op fra banegraven. Den tunge og ildelugtende luft bliver ofte hængende i timevis, og det har helbredsmæssige konsekvenser for dem, der arbejder i området.
De ansatte i postcentret i Ankersgade har i årevis oplevet store gener på grund af den voldsomme diesel-os. Det skriver Århus Stiftstidende.
- Jeg bliver svimmel og får kvalme. Jeg bliver tør i munden, og det smager mærkeligt af jern. Så går der ikke lang tid, før vi får hovedpine og ikke kan koncentrere os om det arbejde, vi er i gang med. Det stinket ad Hekkenfeldt til. Til sidst er det ikke til at holde ud at være der, siger postarbejder Birte Sørensen, der også er tillidsrepræsentant, til avisen.
Overvejer at flytte
Postdanmark erkender, at diesel-osen er en voldsom gene, og man overvejer at flytte postcentret.
- Vi kan ikke længere forsvare det overfor vores ansatte, der bliver syge. Hvis ikke DSB ændrer adfærd, så er vi nødt til at flytte, siger postmester Karen Margrethe Gertsen.