Politiet advarer mod fupopkald fra 'Microsoft'
Gerningsmænd forsøger at fuppe mange østjyder
Østjyllands Politi advarer om telefonopkald fra personer, der udgiver sig for at være fra Microsoft i forsøg på at lokke kontonumre og lignende ud af østjyderne.
- Siden weekenden er vi blevet kontakt af cirka ti borgere om dagen, der har været udsat for de falske Microsoft-opkald. Alene i dag har vi foreløbigt fået fem henvendelser, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Fupopkaldene sker på den måde, at de forurettede bliver ringet op af en person, som præsenterer sig for at være fra Microsoft. Personen beder forurettede om at tænde sin computer og forsøger herefter at få navne, personnummer, kontonumre og andet ud af de forurettede, der derfor risikerer at få stjålet penge eller få sine oplysninger misbrugt.
Læg på
- Man skal bare lægge på med det samme, hvis man bliver udsat for de her opkald. Derudover skal man altid være påpasselig og opmærksom på, hvem man giver sine personlige oplysninger til, siger Marianne Morgen.
Østjyllands Politi vil gerne høre fra borgere, der har været udsat for disse opkald og givet deres personlige oplysninger videre til vedkommende i telefonen.
Det kan ske på telefonnummer 114.