Overvejer at skrotte alkometre
Skanderborg Festivalen frygter falsk tryghed ved at tilbyde gæsterne gratis alkoholtest.
Skanderborg Festivalen overvejer at skrotte de gratis alkoholtests, som den i år for første gang tilbød sine gæster.
På parkeringspladserne udenfor festival-området havde deltagerne mulighed for at puste i et såkaldt alkometer og på den måde finde ud af, om de havde drukket for meget til at kunne køre bil på forsvarlig vis.
Under Skanderborg Festivalklubs generalforsamling har arrangørerne imidlertid netop haft mulighed for at evaluere årets arrangement, og her kom det ifølge Horsens Folkeblad frem, at de gratis alkometre måske ikke er så pålidelige endda.
- Flere havde fortalt mig, at alkoholtesten ikke var troværdig. Jeg prøvede derfor selv at puste i et af alkometrene, og på trods af at jeg havde en "herre-brandert" på, så sagde testen OK - kør du bare bil, fortalte en festivalmedhjælper.