Nye tog på banen
Afløseren for IC3-toget, det nye IC4, blev i dag præsenteret i Århus.
En spids og aerodynamisk snude er det mest iøjenfaldende kendetegn ved de nye tog, som i dag blev præsenteret i Århus. Men udover blå og hvide farver gemmer der sig også flere hestekræfter og en hastighed på 200 kilometer i times i de nye IC4-tog.
Den italienske leverandør AnsaldoBreda har etableret et værksted i Århus, hvor der i de kommende måneder vil blive kørt en lang række tests på de nye tog. Passagerene kan dermed komme til at vente en rum tid, før de kan sætte sig til rette i et IC4-tog.
- Først når vi kommer gennem det omfattende testprogram, kan vi endeligt vurderer, hvornår de bliver indsat. Vores vurdering lyder nu på anden halvdel af 2004, siger Jeppe Juul Lauridsen, der er teknikchef hos DSB.
Togene er de første af i alt 83 nye IC4-togsæt, som vil blive leveret i løbet af det næste år.