Netvoldtægter: Måske uskyldige
Beviserne i sag om børneporno ser ud til at være svage. Kun en af 10 sigtede er blevet varetægtsfængslet
Nogle af de sigtede efter en landsdækkende mod misbrug af børn via internettet er muligvis uskyldige.
Det erkender politikommissær Flemming Kjærside fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3,
Den landsdækkende aktion endte onsdag med, at 9 ud af 10 anholdte er blevet løsladt igen. To af de anholdte kommer fra Østjylland. De har adresser i henholdsvis Randers og Aarhus.
Politiet har således ikke fundet beviser nok til at sende de involverede i grundlovsforhør, men Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, mener stadig, at den omfattende aktion var rigtig.
- Jeg vil stadig betragte politiarbejdet som en succes, siger politikommissær Flemming Kjærside fra NC3 til Ritzau.
- Når vi får at vide, at der er danskere, der muligvis har købt sig til livesending af seksuelle overgreb mod børn, så er vi nødt til at undersøge det. Selvfølgelig kan vi ramme ved siden af, men det fortjener en undersøgelse, siger han.
Politikommissæren fortæller, at sigtelserne mod de 10 i alle tilfælde opretholdes, og at mindst én af de løsladte desuden har erkendt et kriminelt forhold.
- En af de mistænkte har forklaret, at han godt vidste, at det var en 17-årig, som han sad og dirigerede. Det må man ikke. Der er en strafferamme på op til seks år for sådan noget, siger Flemming Kjærside.
I flere andre tilfælde har de sigtede ligeledes indrømmet, at de har betalt for seksuelle livesendinger på internettet. De mener dog ikke, at det har involveret mindreårige.
- Vi har beslaglagt næsten 100 effekter i sagen, og det er først, når vi kommer i gang med en analyse af materialet på computerne, at vi enten kan få be- eller afkræftet deres påstande, siger politikommissæren.
- Det, der kan være svært, er, at der er tale om livesendinger. Det er flygtigt, og hvis det ikke bliver optaget, finder vi det aldrig, forklarer han.
NC3 går nu i gang med at analysere indholdet på de sigtedes computere, og i løbet af noget tid vil nogle af de sigtede muligvis helt kunne renses for anklagerne.
- Vi er godt klar over, at vi har været ude og forurolige en masse mennesker. Nogle af de sigtede kan ved nærmere eftersyn vise sig at være helt uskyldige. Men vi mener altså ikke, at vi kunne have gjort det anderledes, siger Flemming Kjærside.