Narko-test af bilister på vej
Østjysk folketingsmedlem vil teste bilister for narko. Forslaget støttes af Skanderborg Politi.
Når danskerne i fremtiden kører hjem fra julefrokost, og politiet stikker slikkepinden ud, er det ikke sikkert, at de bliver præsenteret for et alkometer.
I stedet kan de risikere at skulle tygge på et lille vatstykke eller levere spyt til en anden form for narkotest, skriver Berlingske Tidende.
Et flertal i Folketinget vil nemlig gøre det obligatorisk for politiet at teste bilister for narko ved hjælp af såkaldte spyttests på lige fod med alkohol. På samme måde som med alkometret kan en spyttest nemlig indikere, om føreren er påvirket af stoffer, hvorefter man kan lave en rigtig blodprøve.
- Vi vil have narkotesten op på lige fod med spritrazzia. Der er meget, der peger i retning af, at der bliver mere og mere narko tilgængeligt i samfundet, og det er klart, at når mængden øges, så øges misbruget også, og hvorfor skulle det så ikke også gælde bilister, siger Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti, der vil spørge justitsminister Lene Espersen (K), om hun vil være med til at gennemføre det - ellers udformer DF selv et beslutningsforslag.
Og forslaget skal nok få opbakning. Både Anne Baastrup, SFs retsordfører, og de Konservatives ditto, Tom Behnke, er positive over for forslaget. Socialdemokraterne vil også have det gennemført.Espersen lydhørLene Espersen lægger da også gerne øre til forslaget.
- Politiet skal efter min mening have de bedst mulige midler til at skride ind over for personer, som kører bil i påvirket tilstand. Jeg er som udgangspunkt positivt indstillet over for at give politiet en tilsvarende adgang til at kontrollere narkotikapåvirkning ved eksempelvis en spytprøve, siger justitsministeren, som dog vil afvente, at et udvalgsarbejde med Roskildes retspræsident Niels Waage i spidsen, som skal se på færdselslovens §54, der bl.a. handler om kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, gør sig færdig.
Men det udvalgsarbejde er både DF og Socialdemokraterne ved at være godt trætte af at vente på.
- Vi har jo faktisk længe ønsket, at Waage-udvalget skulle gøre sig færdig. Hvis man fra politisk side ønsker at fremme det her arbejde hurtigere, så mener jeg, at det skal gøres, således vi kan få taget stilling til det, siger Socialdemokraternes retsordfører, Morten Bødskov.
Erfaringerne med spyttests er sparsomme. Et forsøg fra Holstebro politikreds, hvor man testede 1.000 tilfældige bilister viste, at to procent var påvirkede af enten amfetamin, hash, kokain, morfin, heroin eller nervemedicin. Og Sundhedsstyrelsen har netop konkluderet i rapporten »Narkotikasituationen i Danmark 2006«, der udkom i torsdags, at tilstedeværelsen af stoffer i trafikken er yderst farlig. Og det ved politiet i forvejen alt om. Kristian Thomsen, politiinspektør i Skanderborg, har tidligere afprøvet spyttestene og kalder dem nemme at bruge - og ikke mindst nødvendige.
- Vi er nødt til at finde et system, hvor man begynder at teste for andre stoffer end spiritus. Man kan se udviklingen hos unge mennesker, når de går i byen. Det er ikke spiritus, de indtager. Det er andre stoffer, og det påvirker deres vurderingsevner, når de sætter sig ud i en bil. Derfor er samfundet sanktionsmæssigt og trafiksikkerhedsmæssigt nødt til at teste for de ting, som trafikanterne bruger. Jo før vi kan komme i gang jo bedre, siger Kristian Thomsen.