Naboer hørte skud fra hus
Politiet rykkede talstærkt ud, da der tirsdag aften var meldinger om skud fra en bolig i Risskov.
13. apr 2005, kl. 08:17
Mere end 30 dage gammel
Politiet i Århus valgte at rykke talstærkt ud, da beboere i forstaden Risskov meddelte, at de havde hørt helt op til en snes skud fra en ejendom på Rolighedsvej, der fungerer som institution for psykisk syge.
Betjentene forsøgte at kalde den skydeglade beboer ud med megafon, men uden resultat. Derfor gik en indtrængningsgruppe med hund ind i bygningen og begyndte at gennemsøge den lejlighed for lejlighed.
Politiet fandt dog ingen tegn på, at der skulle være blevet affyret skud. /ritzau/