Motorvejsbro ved Funder tager form
Tonstungt vejelement er lagt på plads på den nye motorvejsbro ved Funder Ådal vest for Silkeborg. Ingeniørarbejdet kræver stor præcision.
22. sep 2009, kl. 11:06
Mere end 30 dage gammel
Det store vejelement blev mandag skubbet i alt 28 meter, inden det var på plads.
Umiddelbart lyder det måske ikke af meget, men det 770 tons tunge brofag måtte ved hjælp af hydrauliske donkrafte løftes nogle få millimeter og derefter skubbes 25 centimeter ad gangen. En operation, der i alt varede fem timer.
I alt skal der skubbes 26 brosektioner på plads. Hele arbejdet forventes afsluttet i 2012. På det tidspunkt er broen blevet 730 meter lang.
TV 2 | ØSTJYLLAND bringer søndag en længere reportage om brobyggeriet vest for Silkeborg.