Mols-Linien: Aktionærer forhandler om ejerskabet
Polaris og Lind Invest forhandler om fælles ejerskab af Mols-Linien. Det giver mulighed for tvangsindløsning
Fredag er der et nyt kapitel i dramaet om rederiet Mols-Linien.
Rederiets to store aktionærer, majoritetsejeren Polaris og storaktionæren Lind Invest, har indledt forhandlinger med henblik på at etablere et samarbejde om ejerskabet af Mols-Linien. Det oplyser rederiet til fondsbørsen.
- Parterne har til hensigt at etablere et fælles holdingselskab, som vil eje 90,01 procent af aktierne og stemmerettighederne i Mols-Linien opgjort eksklusive selskabets beholdning af egne aktier.
- Polaris vil eje 89 procent og Lind 11 procent af aktierne og stemmerne i Holding, hedder det i en pressemeddelelse fra de to aktionærer.
SE OGSÅ: Mols-Linien bestiller endnu en hurtigfærge
Etableringen af selskabet, der kaldes Holding, vil give mulighed for at tvangsindløse de resterende aktionærer i forbindelse med en afnotering.
Om der skal ske en tvangsindløsning i forbindelse med en afnotering, vil parterne tage stilling til senere.
- Hensigten med denne konsolidering af ejerskabet er at etablere et konstruktivt samarbejde om at optimere værdiskabelsen og udviklingen af Mols-Linien, skriver de to storaktionærer.
Kapitalfonden Polaris begyndte i stort tal at købe aktier i Mols-Linien sidste år med det erklærede formål at overtage den fulde kontrol med selskabet.
SE OGSÅ: Mols-Linien skriver kontrakt om Bornholm
I december 2015, da Polaris sad på godt 80 procent af aktierne i selskabet, bad selskabet om at få Mols-Linien afnoteret på fondsbørsen i København.
Fondsbørsen - der retteligt hedder Nasdaq Copenhagen - besluttede at imødekomme ønsket, som dog helt fra starten har mødt protester fra en række mindretalsaktionærer.
Lind Invest, der er ejet af Aarhus-rigmanden Henrik Lind, kastede sig forinden ind i en budkrig mod Polaris, men måtte opgive sit købstilbud.
I april blev afnoteringen udskudt i sidste øjeblik efter en klage fra mindretalsaktionærerne til Erhvervsankenævnet.
Herover kan du se et tv-indslag om Polaris' overtagelse af Mols-Linien. Indslaget er fra september 2015.