Minister: Plads til flere nuancer
Kulturminister om det nye TV 2 | ØSTJYLLAND
Kl. 20 onsdag aften går TV 2 | ØSTJYLLANDS nye TV kanal officielt i luften.
Forud for udsendelsesstarten mødtes mere end 100 østjyske politikere, ledere og mediefolk med TV 2 | ØSTJYLLANDs bestyrelsesformand, Jørgen Thyde, i spidsen til reception som markering af de nye tider.
Kulturminister Uffe Elbæk (R) måtte sende afbud til receptionen, men han havde på forhånd rammet den nye stations opgaver ind i et videoindslag.
- Jeg håber, at der bliver flere nuancer, så det ikke bliver så sort/hvidt, når man skal fortælle en historie. Der er mulighed for det, der er sendeflade til det, sagde han.
Se mere om kulturministerens forventninger ovenfor.
Direktør: Stor begivenhed
TV 2 | ØSTJYLLANDs direktør, Peter Kramer, mener, at det er en lige så stor begivenhed, som da TV 2 | ØSTJYLLAND åbnede for 22 år siden.
- Det er en historisk begivenhed, at vi nu kan sende hele døgnet. Det er fantastisk, siger han.
Den socialdemokratiske medieordfører, Mogens Jensen, afviser, at der er tale om en overflødig kanal, som nogle kritikere har hævdet.
- Der er masser af udenlandske kanaler, men det jo det lokale, der interesserer os. Og der er masser af historier at fortælle, siger han.