Millioner til Randers FC
Randers FC har fået ny hovedsponsor, og det sikrer klubben millioner af kroner.
Fodboldklubben Randers FC har fået ny hovedsponsor. Ejendommselskabet Essex Invest A/S betaler i løbet af de kommende fem år et millionbeløb for at få sit navn på spillertrøjerne, men hverken Essex eller Randers FC vil afsløre det nøjagtige beløb.
Essex-direktør Peter Halvorsen fortæller, at han ønsker at medvirke til, at Randers FC kommer i superligaen, så byens stadion igen kan blive fyldt af tilskuere.
Det initiativ bliver hilst velkommen af Randers FCs direktør, Jacob Nielsen:
- For Randers FC er det endnu et skridt i den rigtige retning. I øjeblikket oplever vi et lille boom hos erhvervslivet med hensyn til at være sponsor i klubben, dette gælder både hos de nuværende og potentielle sponsorer, siger han.
Med den nye aftale har det kronjyske fodboldflagskib tre hovedsponsorer, nemlig Essex, Energi Randers og Østjydsk Bank.