Mere alkohol - men ikke til unge
Bevillingsnævnet i Århus vil gøre det lettere at få en alkoholbevilling. Til gengæld skal reglerne for salg til unge være strengere.
Der er udsigt til flere fadølshaner i Århus, men til gengæld bliver der færre unge ansigter ved baren.
Bevillingsnævnet i Århus vil gøre det lettere for caféer og restauranter at få en alkoholbevilling. For eksempel skal reglerne lempes for restauranterne på Åboulevarden, for det har vist sig, at politiet ikke har haft de store problemer med de steder, der i forvejen har en alkoholbevilling. Restauranterne i hele Midtbyen får med de nye regler lov til at udvide åbningstiden til klokken 3 om natten, og i Latinerkvarteret åbner Bevillingsnævnet op for helt nye restauranter.
Mens Bevillingsvævnet siger god for flere caféborde og forlængede åbningstider, er der til gengæld udsigt til færre unge på barstolene. De udvidede åbningstider er under forudsætning af, at unge under 18 ikke opholder sig på restaurationen efter klokken 24. Samtidig kan et værtshus risikere at få nedsat sin åbningstid, hvis den fører aggressive kampagner rettet mod helt unge.