Mange spritbilister i trafikken
Spritkørsel og uopmærksomhed skyld i uheld
Østjyllands Politis døgnrapport er nedslående læsning, hvis man håbede at de seneste ugers Så Kør Dog Ordentligt-kampagne på TV 2 | ØSTJYLLAND, i Østjyllands Radio og i de tre største østjyske kommuner med eet slag ville få østjyske bilister til at droppe spirituskørsel og se sig for i trafikken.
Fem gange det seneste døgn har politiet anholdt spritbilister. Og i fire tilfælde har bilister ramt blødere trafikanter ved enten højresving eller ved udkørsel fra veje med ubetinget vigepligt, så cyklister eller knallertkørere har måtte køres til behandling på hospital.
Blandt døgnets mest opsigtsvækkende færdselsforseelser beretter Østjyllands Politi om en 72-årig mandlig bilist, der i et lysskryds på Rude Havvej i Odder kørte venstre om et helleanlæg og over for rødt, hvorved han ramte en bus med passagerer. Manden viste sig at være spirituspåvirket og blev anholdt på stedet.
Og i to tilfælde er cyklister blevet ofre for de tilbagevendende højresvingsulykker, hvor bilister svinger til højre uden at orientere sig grundigt nok. Torsdag skete det i Halmstadgade i Aarhus, hvor en kvindelige cyklist blev kvæstet og på Ringvej Syd, hvor en mandlig knallertkører blev ramt en bil men slap med skrækken.
To bilister er det seneste døgn blevet involveret i ulykker ved at køre ud fra en grund eller vej uden at overholde deres ubetingede vigepligt.
I Hammel blev en 22-årig kvindelig knallertkører ramt af en bil og i Hornslet blev en bil ramt af en anden bil på grund af manglende overholdelse af vigepligten.
Fra Midt og Vestjyllands Politi kan man desuden berette om en 24-årig mandlig bilist fra Silkeborg, der blev skyld i en færdselsulykke ved Bording, da han overhalede så hasarderet, at en modkørende silkeborgensisk bilist måtte op at stå på bremsen for at undgå et frontalsammenstød. En bagvedkørende bilist nåede ikke at reagere og kørte op bag i den bremsende bil. Der skete ingen personskade ved færdselsuheldet.
Det var også i Silkeborg man i går kunne berette om både en 18-årig bilist, der natten til torsdag på grund af høj fart skred ud i en bil og endte i en have og en 22-årig spritbilist, der ramte et helleanlæg og et træ på samme sted. Måske er unge mænd med raseri og alkohol i blodet et indsatsområde for Silkeborg Kommune, der går efter at blive udråbt til hele Danmarks færdselssikkerhedsby næste år.