Lusker anholdt med narko
Borgertip om lusket person førte til fangst af formodet narkosælger i Århus.
11. dec 2004, kl. 13:06
Mere end 30 dage gammel
"Der lusker en mand rundt herude". Sådan lød meldingen fredag aften fra en mistænksom borger til politiet i Århus, og da politiet rykkede ud til Skejbytoften i det nordlige Århus, var der bid.
Den 42-årige "lusker" viste sig at være en mand, der tidligere er dømt for handel med narkotika. På sig havde han både heroin, kokain og hash, en vægt og nogle kontanter. Mængden af narko vil politiet ikke ud med, men manden havde "meget mere end til eget forbrug".
Lørdag middag var manden i gang med at blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling for handel med narkotika.
Manden blev i dag varetægtsfængslet for fire uger.
/ritzau/