Lufthavn i krise
Har mistet 10 pct. af passagererne på et år
Aarhus Lufthavn får svært ved at overleve konkurrencen fra andre lufthavne. Sådan lyder profetien fra trafikforsker Henrik Mølgaard Frandsen.
På bare et enkelt år har lufthavnen på Djursland mistet 10 pct. af sine passagerer. Passagertallet for 2014 forventes at ende på omkring 420.000.
Næste år er der risiko for, at passagertallet falder yderligere. Det irske lavprisselskab Ryanair har valgt at droppe en række ruter fra Aarhus Lufthavn. Derudover reduceres antallet af afgange til og fra London.
- Det er ret svært at se, hvordan Aarhus Lufthavn kan få vendt den her situation. Grundlæggende vil flyselskaberne ikke bruge dem, og kunderne har også mistet tilliden til dem. I stigende grad tror jeg også, at politikere og de selv har et problem med at tro på det, siger trafikforsker Henrik Mølgaard Frandsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus Lufthavn er ejet af Aarhus, Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner. Et flertal af politikerne i Aarhus Byråd har besluttet at undersøge mulighederne for at flytte lufthavnen tættere på Aarhus.
Se: Lad Aarhus overtage lufthavnen
Ifølge direktør for Aarhus Lufthavn Peter Høgsberg er placeringen ved Tirstrup ikke årsag til, at lufthavnen i øjeblikket mister passagerer. En flytning vil derfor ikke ændre ret meget.
- I dag er man villig til at køre en time eller mere til Billund. Derfor ser jeg det ikke som noget problem, at vi ligger, hvor vi gør. Men det er ikke op til mig. Det er en politisk beslutning, hvor lufthavnen skal ligge, siger han.
Se mere om Aarhus Lufthavns problemer i tv-indslaget øverst i artiklen.