Loge klager over Århus Kommune
Den diskrete århusianske orden Order Terra indklager Århus Kommune for Tilsynsrådet.
Den diskrete århusianske orden "Order Terra" indklager Århus Kommune for Tilsynsrådet efter endnu et afslag på at købe eller langtidsleje sig ind i det fredede vandtårn på Randersvej i det nordlige Århus.
Begrundelsen for klagen til Tilsynsrådet er ifølge avisen metroXpress, at Århus Kommune - ifølge Order Terra - misbruger offentlige midler ved at fastholde ejerskabet af vandtårnet uden at kunne finde relevant anvendelse til det.
- Vi har rådført os med en advokat og mener at have en god sag. Vi er i besiddelse af dokumentation for, at kommunen poster uforholdsmæssigt mange penge i vandtårnet. Dermed mener vi, at kommunen handler i strid med loven, siger Peter Lilbob, som er det ældste medlem og talsmand for Order Terra, til avisen.
Siden 1985 har Order Terra kæmpet for adgang til vandtårnet, som er et af Århus' varemærker. Med kun én dør er tårnet et perfekt gemmested for værdifulde bøger og uerstattelige dokumenter, mener ordenen.
Vandtårnet rummer otte etager uden elevator og med toiletter i kælderen. Det har senest været brugt som et unge-tilbud, men står i øjeblikket uden brugere. Århus Kommune overvejer i øjeblikket, hvad der skal ske med tårnet.