Livreddere takker af for i år
Badesæsonen sluttede i dag
Gennem hele sommeren har livredderne holdt vagt ved fire østjyske strande. Men i dag pakkede de sammen og lukkede badesæsonen for i år.
- Det har været en god sæson i år med mange solskinstimer. Derfor har der været rigtig mange mennesker på strandende i år, fortæller livredder Mai Lykkegaard Schmidt, der holdt sidste arbejdsdag på Moesgaard Strand i dag.
TrygFonden har fire redningsstationer i Østjylland. Moesgaard Strand og Den Permanente i Aarhus, Saksild Strand og Grenaa Sydstrand. Og livredderne har haft nok at se til. 4582 gange har de været i kontakt med gæster på de østjyske strande. Oftest for at oplyse om de fem baderåd. Men mere end 800 gange for at give førstehjælp. Heldigvis har der kun været en enkelt episode, hvor der var tale om livreddende førstehjælp.
- Selv om der har været mange på stranden, så har folk været gode til at bade. De holder sig mellem de flag, vi sætter op, så vi kan holde øje med dem og de fleste kender deres egne begrænsninger, fortæller Mai Lykkegaard Schmidt.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.