Lars Krogh kan spille i aften
Det røde kort mod Kroatien får ingen spillemæssige konsekvenser for BSV-spilleren.
23. jan 2008, kl. 08:24
Mere end 30 dage gammel
Danmark leverede en indsats i verdensklasse, da de kroatiske favoritter i aftes blev besejret 30-20 ved EM i håndbold i Norge.
Eneste malurt i bægeret var BSV-spilleren Lars Krogh Jeppesens direkte røde kort efter blot 13 minutter.
Men det får ingen spillemæssige konsekvenser for den lange bagspiller, som kan spille igen mod Polen i aften.
Dog udtrykker Lars Krogh i Ekstra Bladet, at han er meget ked af sin handling, selvom det var en ren reflekshandling, da han slog sin albue ind i ansigtet på kroaternes Metlicic.
Norges Johnny Jensen fik også rødt kort i går mod Polen, og han kan, modsat Lars Krogh, se frem til en enkelt spilledags karantæne.