Lang march for dyrevelfærd
Fra Herning til København. Det er strækningen, Knud Johannesen vil tilbagelægge for at stoppe dyremishandling.
Dyrevelfærden skal forbedres.
Det mener Knud Johannesen fra Herning, der i dag ankom til Århus iført træssko og hjemmelavet skilt.
Hans march begyndte i Herning, og han har ikke planer om at stoppe, før han når Christiansborg på fredag, hvor han håber, at en masse med-demonstranter vil bakke op om hans sag og hjælpe med bringe fokus på dyrevelfærden.
Vi mødte Knud Johannesen på Strøget i Århus, hvor han brugte mandagen på at snakke med folk om dyrevelfærden.
- Det må have en ende på et eller andet tidspunkt. Vi kan i hvert fald ikke være det bekendt mere. Heldigvis er der da mange, der behandler dyrene godt, men omvendt er der stadig alt for mange, der ikke behandler dem, som man bør og skal, forklarede han til en af de forbipasserende.
I morgen fortsætter han sin march. Tirsdagens destination er Odense.
Mere om marchen for bedre dyrevelfærd i nyhedsudsendelsen klokken 19.30